28 gymnaster udtaget til Verdensholdet
14 piger og 14 drenge er efter et benhårdt udskillelsesforløb blevet udtaget til DGI’s ottende Verdenshold, der i 2010-2011 rejser jorden rundt med masser af gymnastik, hård træning og personlige udfordringer.
De kan se frem til en oplevelse for livet, de 28 gymnaster der nu har fået besked på, at de er sluppet gennem nåleøjet til DGI’s Verdenshold.
Og det er en meget blandet flok, der kan se frem til ti måneders intense oplevelser med gymnastik i over ti lande.
Aldersmæssigt er den yngste gymnast 18, mens den ældste er 29. Nogle er i gang med akademiske uddannelser, mens andre er håndværkere eller underviser. Og der er over 20 centimeters højdeforskel mellem højeste og laveste gymnast.
- Det er et hold, der spreder sig på alle områder. Det er med til at gøre turen og hverdagen spændende, siger Johannes Bjerre, manager for Verdensholdet.
Han fremhæver også, at selvom de fleste gymnaster pt bor i større byer, så har de slået deres første kolbøtter i stort set alle egne af Danmark. 13 ud af DGI's 16 landsdele er repræsenteret på holdet.
En drøm går i opfyldelse
180 gymnaster fra hele landet kæmpede om en plads på holdet til udtagelsesweekenden den 19.-21. februar i DGI-huset i Vejle.
40 gymnaster gik videre til en bruttotrup og personlige samtaler, der bl.a. skulle sikre, at gymnasterne kan fungere som ambassadør for dansk gymnastik og foreningsliv.
Søren Bredahl fra Viborg er en af de gymnaster, der kan juble over, at drømmen om Verdensholdet nu går i opfyldelse.
- Jeg forventer livslange venskaber, en større international kulturforståelse, en masse mindeværdige oplevelser, gymnastiske udfordringer og en masse ømme muskler, siger Søren Bredahl.
Forskellige kompetencer
Manager for Verdensholdet, Johannes Bjerre, fremhæver at de 14 drenge og 14 piger også gymnastisk set er meget forskellige.
- Gymnasterne udgør et spændende felt med mange forskellige kompetencer og områder, hvor de er rigtig dygtige, siger Johannes Bjerre.
Blandt de udtagne drenge er der bl.a. nogle, der er stærke inden for dans og det rytmiske, mens andre har deres spidskompetencer i de klassiske spring. Og blandt pigerne er der en bred vifte af kompetencer inden for forskellige danseformer og håndredskaber.
Johannes Bjerre slår fast, at det ikke er tilfældigt, at DGI’s ottende Verdenshold har så stor variation.
- Med så bredt et felt er vi i stand til at lave et varieret program og give et varieret billede af dansk gymnastik, konstaterer han.
Stor talentmasse
Desuden har de 28 gymnaster generelt rigtig meget instruktør-erfaring, både fra foreningshold og landsdelshold, ligesom flere har arbejdet professionelt med undervisning.
- Der er en utrolig stor talentmasse i gymnastikken, og vi kan også mærke at mange efterskoler prioriterer gymnastikken højt, siger Johannes Bjerre.